Landbrugets pesticider har deres egen restriktive godkendelsesordning

Pesticider har deres egen godkendelsesordning
Pesticidforordningen sikrer, at aktivstoffer kun bliver godkendt i EU, når de har bestået risikovurderingen og der er vist sikker anvendelse for både sundhed og miljø – herunder grundvandet. Forordningen sikrer således, at pesticider, som bliver anvendt i landbruget i dag, hverken er meget svært nedbrydelige i jorden eller ophober sig i levende organismer, hvilket er nogle af de problematiske egenskaber, der kendetegner mange PFAS-stoffer. At pesticiderne har deres egen forordning, er derfor grunden til, at de ikke er inkluderet i det forslag, som Danmark og fire andre EU-lande har stillet vedrørende et generelt forbud mod PFAS i EU.

Perfluorerede og polyfluorerede alkylstoffer (PFAS) består af mere end 10.000 stoffer. De er en gruppe af almindeligt anvendte kemikalier, hvoraf nogle er miljøfarlige og sundhedsskadelige. Nogle PFAS bliver kaldt "evighedskemikalier", da de er karakteriseret ved at ophobe sig i miljøet. Fluor er en del af den kemiske struktur hos nogle godkendte pesticider, hvoraf nogle af disse falder under OECD’s definition af PFAS. Det vurderes, at pesticider udgør højst 2 % af alle PFAS.

Kun grundigt undersøgte pesticider kommer i praktisk anvendelse
Pesticider anvendt i europæisk landbrug bliver reguleret efter Pesticidforordningen (1107/09) og skal leve op til strenge sikkerhedsregler for at opnå godkendelse. Alle pesticider undergår en grundig risikovurdering og i den indgår en bedømmelse af deres miljømæssige persistens, bioakkumulation, mobilitet samt sikkerheden for mennesker og miljø. Det bliver således undersøgt, hvor vedholdende pesticiderne er i miljøet, om de ophober sig, hvordan de flytter sig og om de påvirker sundhed og miljø. Kun pesticider, der kan komme gennem nåleøjet i denne grundige risikovurdering, kommer i praktisk anvendelse i landbruget.

I 2023 fremsatte Det Europæiske Kemikalieagentur, ECHA, et lovforslag, der forbyder anvendelsen af en lang række PFAS-stoffer i EU. Flere brancher er undtaget fra kravene, typisk fordi anvendelsen er reguleret andetsteds, hvilket gør sig gældende for pesticidindustrien grundet de strenge sikkerhedsregler og godkendelseskrav i Pesticidforordningen.

Yderligere information: